…hvor mange sygeplejersker overvejer deres job. Kampen om jule- og nytårsvagterne er på sit højeste og spændingen er stor, når juleplanen udkommer. Tjenestetidsplanlæggeren gør klogest i at hænge juleplanen op umiddelbart inden hun har fri og derefter tage benene på nakken. Den fredelige arbejdsplads bliver med et forvandlet til en slagmark af beskyldninger, skuffelser og heldigvis også en enkelt tilfreds medarbejder eller to indimellem. Mest af alt minder det om en X-factoraudition med mange tabere og få vindere. Der er ingen tvivl om, at det er den plan på året der har størst betydning. Vi vil alle gerne være hjemme i familiens skød.

Og hvad tænkte vi da også på, da vi blev sygeplejersker? Hvad var det vi forestillede os? At INGEN bliver syge i julen – selvfølgelig - for vi vil alle holde fri. Det bliver her helt tydeligt at sygepleje ikke længere er et kald. Vores arbejde skal planlægges minutiøst og tilpasses mandes arbejdstider og de 2-3 børns institutioners åbningstider. Og det er da klart at vi gerne vil være der for vores familie. Der er ingen der kan passe vores børn bedre end os selv, og der er ingen der fortjener en jul væk fra familien.

Så hvad skal vi gøre? Jeg forestiller mig 3 simple regler:

1. Vi tager alle lige del i vagtbyrden og anerkender at fri i julen er vigtig for alle.
2. Vi melder os ikke syge for at slippe for en vagt.
3. Vi ærger os i stilhed, så vi ikke forpester hinandens juledage med brok.

Så mit råd er: Overhold disse regler, så skal det nok blive jul alligevel!

Den ultimative afslappende jul er vel det vi alle stræber efter...

Seneste eksempel på utilsigtet hændelse med medicindosering

Flere gange i løbet af karrieren oplever vi at fejle på vores job. Ofte er det medicindoseringen, der er gal – men også iltmængde, proppede slanger m.m. er genstand for fejl. Det er pinligt at finde sig selv, som den der er skyld i fejlen og mangen gang er det sket, at det har været nemmest at krybe i musehullet og skjule sig uden at stå ved det.”Det er bare et par panodiler” eller “Nu har jeg jo skruet op for ilten igen” kan vi sige til os selv, og således ignorere patientens ret til at vide, hvad der sker med hans behandling. Samtidig er det en løgn, vi bilder os ind for at kunne holde os selv ud.

Vi må mande os op og stå ved vores fejl. Vi må leve med ikke at være perfekte ikke at kunne leve op til det rosenrøde billede vi hver især har malet af os selv som sygeplejerske: Den søde, alvidende, omsorgsfulde, rummelige sygeplejerske, der altid er på rette sted til rette tid. Nej – det er vi sjældent. Vi er også uvidende, angstprægede, egoister, der indimellem kommer for sent eller slet ikke er der. Og det er vi sammen med resten af den danske befolkning. Det er altså ikke noget at være flove over. Tværtimod.

Et af de første eksempler på fejlinformation

Qua vores job er det dog nødvendigt at vi indimellem skærper os lidt og til det findes systemet til indberetning af de utilsigtede hændelser. Her kan vi svælge i vores fejl på en måde så vi bilder os ind, at vi kan lære af dem. Det kan vi måske også – til dels. Jeg vil dog vove den påstand, at det kræver mere end analyse lavet af en eksklusiv udvalgt gruppe. Det kræver i særdeleshed også en vilje til at se sig selv i øjnene, som en der kan fejle og indse, at det at fejle med medicinen ikke er det samme som at fejle som menneske. Så mit råd er: Stå ved jer selv – i er gode nok som i er – og erkend fejlene!

Prætraumatisk takykardi.

Morgen efter morgen befinder mange af os sygeplejersker sig i en tilstand, hvor vi næsten på forhånd giver op overfor dagens arbejdsopgaver. “To do”-listen synes uendelig, og vi begynder at hyperventilere bare ved tanken om dagens tilsyneladende endeløse række af opgaver – og dertil kommer tanken om alle de opgaver vi ikke kan forudsige vil komme. Magtesløsheden overfor opgaverne kombineret med følelsen af, at man burde da også kunne nå lidt mere end man kan, sætter os ud af spillet allerede inden dagen er begyndt. Prætraumatisk stress er den tilstand hvor: 

“man stadig tænker nogenlunde rationelt, men på en forvirret måde uden at kunne finde hoved og hale i det hele, og man begynder at miste evnen til at kunne prioritere og afveje forskellige opgaver og deadlines.”

Det er begyndelsen på udbrændtheden. Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal forvente så meget af os selv, at vi mister evnen til at prioritere opgaverne ordenligt? Vi føjer den ene opgave efter den anden til vores liste, fordi vi synes, vi bør lave lidt mere – vi synes, det er bedst, det er os selv, der gør det hele. Og vi undskylder overfor os selv og omverdenen med, at det er for patientens bedste. Og det er vel ment af vores søde sygeplejerskehjerter, men hvis det betyder at patienten ikke får en opmærksom og skarp sygeplejerske – er det så for hans bedste?

En af vores fornemmeste opgaver som sygeplejersker er, at kunne finde tid til hver enkelt patient og i disse relationer formå at skabe tryghed og tillid. Vi skal ved hver enkelt kontakt skabe en tidslomme, hvor vi får vores sparsomme minutter strukket så langt som muligt. Vi skal sikre os, at patienten får den opmærksomhed og tilstedeværelse han har krav på. Det nytter ikke at vi bruger minutterne på at planlægge, det vi skal bagefter.

Bør opsættes på alle sengestuer og ved alle skriveborde på de danske hospitaler.

Vi må altså stramme op! Vi kan vælge den passive vej og lade os styre videre af vores prætraumatiske tankekaos med den risiko til følge, at vi efter få år bliver bitre, indebrændte, galvaniserede sygeplejersker. Vi kan også stoppe op og hver især beslutte os for, at vi selv vil være herre over hvordan vi vil være til stede, og hvordan vi vil prioritere vores tid med patienterne. Vi må se i øjnene at vi ikke er over-mennesker, men heldigvis helt almindelige, og minde os selv på, at de kolleger, der møder ind i næste vagt, er fuldt ud lige så gode til at varetage de opgaver, vi ikke nåede. Vi skal med andre ord lade være med at tro, at vi selv skal lave det hele. Så mit råd er: Stress ned, hver tilstede i nuet og husk på, at vi er flere om opgaven!

Der ordineres ofte kærlig pleje til uhelbredeligt syge og døende patienter. Men hvad dækker begrebet egentlig over? Er det ikke sundhedssystemets måde at sige, at nu ved vi ikke længere, hvad vi skal gøre. Nu er det sygeplejerskernes opgave at trøste. Og det er jo i og for sig heller ikke nogen dårlig ide, men dog noget mangelfuld situationen taget i betragtning.

Der er de sidste 10 år kommet mere og mere fokus på palliation. Der er forsket og dokumenteret meget inden for området. Med veldokumenteret viden om dødsprocessen, smertelindring, den eksistensielle samtale og meget andet, virker det en smule paradoksalt at et velfungerende sundhedsvæsen i deres journaler ordinerer kærlig pleje. Hvad med at ordinere hyggeligt samvær til de ensomme og suicidale? eller omgående omsorg til hjemløse og misbrugere? Og hvad skal der ordineres til den hjemløse, døende, suicidale misbruger?

Omsorg som ydelse ligger indbygget i sygeplejerskens funktion og dækker umiddelbart begrebet kærlig pleje, og vi bør derfor overveje om det i virkeligheden ikke er palliativ omsorg der skal ordineres når behandling ikke længere er muligt. Hospice forum definerer:

“Palliativ omsorg (care) er den totale aktive omsorg for patienter, hvis sygdom ikke responderer på kurativ behandling. Kontrol af smerter og andre symptomer og lindring af psykologiske, sociale og åndelige problemer er i højsædet. Målet med den palliative omsorg er opnåelse af den størst mulige livskvalitet for patienten og dennes familie.”

Håndtering af sorg og tab hos døende og deres pårørende er blevet et tværfagligt specialistområde, som vi alle bør lære mere om. Grundlæggende sygepleje og morfin i refrakte doser kan ikke gøre det længere. Vi må hente specialistviden ind i afdelingerne, så patieneter og pårørende også i døden får den bedst mulige behandling. Så mit råd er: Ind med specialisterne og ud med de mangelfulde ordinationer!

Det synlige bevis på samfundets anerkendelse er penge. Men det sygeplejersker i virkeligheden efterspørger er anerkendelsen. Ikke ros og klap på skulderen, men dybtfølt anerkendelse af, at vi er værdifulde for samfundet og den enkelte patient. Den form for anerkendelse er et almenmenneskeligt behov. Alle mennesker på denne jord higer efter at blive anerkendt – at blive mødt som værdifulde mennesker med lige ret til verdensanskuelser, holdninger osv. Det vi som sygeplejeprofession søger er altså en anerkendelse – ikke af det vi kan, men af det vi er.

Tidligere var der status i at være sygeplejerske. Vi har alle hørt historier om hvordan afdelingssygeplejersken regerede på en given afdeling, og hvorledes alle omkring hende nærmest stod ret. Det var et prestigefyldt erhverv. Efterhånden har faget dog mistet sin status, vi er blevet degrederet i samfundsordenen. Vi er fuldstændigt usynlige og uklare i vores fremtræden udadtil – at være sygeplejerske idag er nærmest en husmoders bibeskæftigelse. Og her kommer så min anke mod os selv ind. Hvordan kan vi forestille os at vi kan få ligeløn når de signaler vi udsender er, at vores sygeplejehverv kommer i anden række?

Hvad er en sygeplejerske egentlig?

Det er netop denne ikke-enighed, der medfører, at vi som sygeplejersker har mulighed for at definere os selv som profession. Ved både at tale om hvad vi ikke kan og om hvad vi er rigtig gode til, får vi sat rammerne for, hvad en moderne sygeplejerske står for. Vi får vist omverdenen hvem vi er, og den får således forhåbentlig øjnene op for hvilke fantastiske, omsorgsfulde selvstændige mennesker vi er. Dernæst kommer der nok lidt mere anerkendelse vores vej. Så mit råd er: Råb op om hvem i er og definer sygeplejen for samfundet!

“Hysteri er en tilstand, i hvilken psykologiske konflikter giver sig udslag i fysiske symptomer som lammelser, kramper, opkastninger, blindhed og hukommelsesforstyrrelser.”

Citatet er fra Den Danske Netordbog og beskriver på bedste vis en tilstand langt værre en den frygtede muterede H1n1 virus kan afstedkomme. Det er som om Danmark tillige med resten af den vestlige verden dyrker frygten for svineinflenzaen og på den måde skaber hysteriske tilstande på skoler, arbejdspladser og adskillige steder i det offentlige rum. Plancher om influenzasymptomer  pynter facaderne og vores surt betalte licenspenge bruges på spots om korrekt håndhygiejne.

Den vestlige verden bruger oceaner af penge på Tamiflu, vacciner, masker, håndsprit og lignende på trods af at vi qua vores levestandard ikke vil svækkes synderligt af H1n1 hvis vi smittes. Det efterlader vores medmennesker i den fattigere del af verden med et udtømt marked og ublu priser. De fattige lande rammes hårdere af en influenzaepidemi pga dårlig levestandard – epidemien vil spredes hurtigere og være skyld i flere dødsfald. Her hjælper ingen hellige køer!

Vi i den berigede del af verden må tage os sammen og indse at en eventuel H1n1 epidemi ikke vil være værre en andre kendte influenza epidemier som dukker op med års mellemrum. Og os fra sundhedsvæsnet bør gå forrest i at sprede dette budskab. Så mit råd er: Læs på lektien og drop hysteriet!

Sundhedsdebatten har i nu et par år med jævne mellemrum  haft et fokus på rengøring på sygehusene. Diverse tv-programmer og avisartikler har taget sagen op, og har formået at sætte den dårlige rengøring på de danske sygehuse på flere politikeres dagsorden – senest i foråret hvor et par håndfulde patienter efter sigende døde blandt andet pga. mangelfuld rengøring. Det er således ikke et sprit nyt tema der er på dagsordenen, og det kan derfor undre at der endnu ikke er truffet overordnede politiske foranstaltninger i forhold til at komme dette ikke uvæsentlige problem til livs.

Beskidt toilet på sygehusbadeværelse

Videnssamfundet besluttede i år 2001, at tildele blandt andet sygeplejerskerne en akademisk titel. Vi blev professionsbachelorer. Men har vi egentlig tænkt over, hvilken betydning det får for os derude. De fleste sygeplejersker, er uddannet efter en anden bekendtgørelse, og er således ikke opdraget ind i den akademiske verden.

Tidligere var sygeplejerskers berøring med videnskaben, at vi var forpligtede til at være opdaterede indenfor den nyeste viden. Dette er ikke længere det vigtigste. Næ – nu skal vi selv generere viden, for det er netop viden, der for tiden er i høj kurs i verden. Denne omlægning af uddannelsen, har selvfølgelig krævet nytænkning, og nye tiltag har da også sneget sig ind på afdelingerne. Blandt andet er vi i løbet af de sidste par år blevet præsenteret for fænomenet ‘evidensbaseret sygepleje’.

Mange har stejlet og har fremført argumenter som: “Vi kommer længere og længere væk fra patienterne” eller “Hvad skal alle de teorier gøre godt for – vi ved jo godt hvordan man passer patienter”. Og det er jo egentlig heller ikke løgn. Jeg vil dog tillade mig at kalde det en kende indskrænket.

Anvendelsen af dette nye redskab blev indført i 2001

Smager man lidt på ordet evidens, vil man opdage at det smager som det lugter. Af videnskab. Og jeg kan ikke forestille mig en sygeplejerske, der ikke synes, vi som profession, skal have videnskabeligt belæg for de handlinger vi udfører i plejen. Det er jo netop uden videnskab, at sygeplejen som fag bliver grænseløs og udefinerbar. Lad os dog byde videnskaben og den nye titel velkommen indenfor og lad den hjælpe os med at definere, hvad det er, der er helt specielt ved sygepleje som fag – så specielt at vi ikke kan afgive det – så specielt at flere ønsker at blive sygeplejersker. Så mit råd er: Byd videnskaben velkommen, lær den, brug den og vis hvad I kan!

Det er en menneskeret at bestemme over eget liv – men kun til en vis grad. Vi har som sygeplejersker pligt til at handle efter patientens ønsker – til en vis grad. Der er i faget meget stiplede linier mellem patientens ret og sygeplejerskerns pligt. Lad os tage et eksempel.

Fru jensen har været sengeliggende i en uges tid pga en svær infektion. Det begynder dog, at gå bedre og en dag kommer sygeplejersken og siger, at hun skal ud af sengen. Det vil hun ikke. Hun er bange for, at det gør for ondt, og at hun ikke kan støtte på benene. Så hun siger nej. Det har hun i princippet ret til. Sygeplejersken har pligt til at følge fru Jensens beslutning - i princippet . Her er dog en ‘udvej’ for sygeplejersken. Det går i al sin enkelthed ud på, at sygeplejersken qua sin faglighed ved, hvad der er bedst for fru Jensen – nemlig at komme ud af sengen – og derfor har pligt til at overrule hendes selvbestemmelsesret og således hjælpe fru Jensen ud af sengen på trods. Sygeplejersken har pligt til at handle til patientens bedste, også når det strider mod patientens ønsker. Det er egentlig en smuk tanke, men da også tit en ubehagelig situation at stå i.

Nu er dette et meget banalt eksempel, men beskriver forholdet ret og pligt ganske godt. Det beskriver den gentagne overvejelse af skismaet mellem ret og pligt, som alle sygeplejersker dagligt må foretage. For vi kan jo ikke mærke hvor ondt det gør, eller hvor slappe benene er. Men vi ved at risikoen for bl.a. liggesår og  blodpropper stiger voldsomt ved immobilitet. Og således vil de fleste sygeplejersker nok vælge at presse Fru Jensen ud af sengen.

Med i overvejelserne må sygeplejersken også have i hvor høj grad Fru Jensen er i stand til at træffe et valg. Det bliver således straks mere vanskeligt, når vi som sygeplejersker vurdere denne evne som nedsat. Hvad gør vi så? Hvis en patient takker nej til en behandling eller plejeform, kan vi så som sygeplejersker (og selvfølgelig sammen med lægerne) tage det for gode varer? Hvornår har vi som system ret til at overrule patienternes autonomi?

Sundhedslóven giver os enkelte svar. Der står bland andet:

• § 20. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Vi skal altså tillægge patientens ønsker betydning, hvis vi synes de er relevante! Men hvem er vi, der skal afgøre og bestemme om noget er relevant eller ej for en given person?

Loven søger at hjælpe os. Den giver 4 eksempler på relevante ønsker:

• § 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

• § 24. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

• § 25. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

• § 26. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Men hvor passer vores Fru Jensen ind i dette?. Det er ikke umiddelbart til at få øje på, men med vores faglige viden om såvel kroppens fysiske og psykiske sammenhæng, samt viden om etik, sociologi m.m. bør det være muligt for en fagligt velfunderet sygeplejerske at handle til patientens bedste, også når det er mere banalt end sultestrejke, død og blodtransfusioner. Så mit råd er:  Oprethold en høj faglighed, vær empatisk og hold fokus på patientens tarv!