Videnssamfundet besluttede i år 2001, at tildele blandt andet sygeplejerskerne en akademisk titel. Vi blev professionsbachelorer. Men har vi egentlig tænkt over, hvilken betydning det får for os derude. De fleste sygeplejersker, er uddannet efter en anden bekendtgørelse, og er således ikke opdraget ind i den akademiske verden.
Tidligere var sygeplejerskers berøring med videnskaben, at vi var forpligtede til at være opdaterede indenfor den nyeste viden. Dette er ikke længere det vigtigste. Næ – nu skal vi selv generere viden, for det er netop viden, der for tiden er i høj kurs i verden. Denne omlægning af uddannelsen, har selvfølgelig krævet nytænkning, og nye tiltag har da også sneget sig ind på afdelingerne. Blandt andet er vi i løbet af de sidste par år blevet præsenteret for fænomenet ‘evidensbaseret sygepleje’.
Mange har stejlet og har fremført argumenter som: “Vi kommer længere og længere væk fra patienterne” eller “Hvad skal alle de teorier gøre godt for – vi ved jo godt hvordan man passer patienter”. Og det er jo egentlig heller ikke løgn. Jeg vil dog tillade mig at kalde det en kende indskrænket.

Anvendelsen af dette nye redskab blev indført i 2001
Smager man lidt på ordet evidens, vil man opdage at det smager som det lugter. Af videnskab. Og jeg kan ikke forestille mig en sygeplejerske, der ikke synes, vi som profession, skal have videnskabeligt belæg for de handlinger vi udfører i plejen. Det er jo netop uden videnskab, at sygeplejen som fag bliver grænseløs og udefinerbar. Lad os dog byde videnskaben og den nye titel velkommen indenfor og lad den hjælpe os med at definere, hvad det er, der er helt specielt ved sygepleje som fag – så specielt at vi ikke kan afgive det – så specielt at flere ønsker at blive sygeplejersker. Så mit råd er: Byd videnskaben velkommen, lær den, brug den og vis hvad I kan!
Ja, at afvise videnskaben er næsten ikke en mulighed i en verden af idag. Man kommer ihvertfald hurtigt til at lyde som høj religiøs tilhænger af intelligent design eller noget i den stil. Personligt er jeg nu også stor tilhænger af videnskab (det skal man jo næsten være som forsker) Men videnskab er mange ting…. og den videnskab som evidens-begrebet er vokset ud af er et positivistisk natuvidenskabeligt videnskabssyn, som passer godt ind i det medicinske domæne (læs læger), men som måske ikke altid stemmer overens med alle dele af sygeplejen – ikke de dele der ligger mere op ad det sociale felt. Her giver det mere mening at anvende teorier og metoder inden for socialvidenskaben. På den måde statuere man også den faglige forskel der er mellem læger og sygeplejersker.