Det er en menneskeret at bestemme over eget liv – men kun til en vis grad. Vi har som sygeplejersker pligt til at handle efter patientens ønsker – til en vis grad. Der er i faget meget stiplede linier mellem patientens ret og sygeplejerskerns pligt. Lad os tage et eksempel.
Fru jensen har været sengeliggende i en uges tid pga en svær infektion. Det begynder dog, at gå bedre og en dag kommer sygeplejersken og siger, at hun skal ud af 
sengen. Det vil hun ikke. Hun er bange for, at det gør for ondt, og at hun ikke kan støtte på benene. Så hun siger nej. Det har hun i princippet ret til. Sygeplejersken har pligt til at følge fru Jensens beslutning - i princippet . Her er dog en ‘udvej’ for sygeplejersken. Det går i al sin enkelthed ud på, at sygeplejersken qua sin faglighed ved, hvad der er bedst for fru Jensen – nemlig at komme ud af sengen – og derfor har pligt til at overrule hendes selvbestemmelsesret og således hjælpe fru Jensen ud af sengen på trods. Sygeplejersken har pligt til at handle til patientens bedste, også når det strider mod patientens ønsker. Det er egentlig en smuk tanke, men da også tit en ubehagelig situation at stå i.
Nu er dette et meget banalt eksempel, men beskriver forholdet ret og pligt ganske godt. Det beskriver den gentagne overvejelse af skismaet mellem ret og pligt, som alle sygeplejersker dagligt må foretage. For vi kan jo ikke mærke hvor ondt det gør, eller hvor slappe benene er. Men vi ved at risikoen for bl.a. liggesår og blodpropper stiger voldsomt ved immobilitet. Og således vil de fleste sygeplejersker nok vælge at presse Fru Jensen ud af sengen.
Med i overvejelserne må sygeplejersken også have i hvor høj grad Fru Jensen er i stand til at træffe et valg. Det bliver således straks mere vanskeligt, når vi som sygeplejersker vurdere denne evne som nedsat. Hvad gør vi så? Hvis en patient takker nej til en behandling eller plejeform, kan vi så som sygeplejersker (og selvfølgelig sammen med lægerne) tage det for gode varer? Hvornår har vi som system ret til at overrule patienternes autonomi?
Sundhedslóven giver os enkelte svar. Der står bland andet:
-
§ 20. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.
Vi skal altså tillægge patientens ønsker betydning, hvis vi synes de er relevante! Men hvem er vi, der skal afgøre og bestemme om noget er relevant eller ej for en given person?
Loven søger at hjælpe os. Den giver 4 eksempler på relevante ønsker:
-
§ 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.
-
§ 24. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.
-
§ 25. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.
-
§ 26. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.
Men hvor passer vores Fru Jensen ind i dette?. Det er ikke umiddelbart til at få øje på, men med vores faglige viden om såvel kroppens fysiske og psykiske sammenhæng, samt viden om etik, sociologi m.m. bør det være muligt for en fagligt velfunderet sygeplejerske at handle til patientens bedste, også når det er mere banalt end sultestrejke, død og blodtransfusioner. Så mit råd er: Oprethold en høj faglighed, vær empatisk og hold fokus på patientens tarv!
