Strejkens virkelige kerne

Ja, så er strejken ca. 14 dage gammel og er begyndt ligeså stille at trække tænder ud. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser overskrifterne i diverse medier. Èn kan ikke få fjernet sine galdesten og må gå rundt med smerter, en anden er utryg og bange for at falde tilbage i anorexiens vold, og sådan bliver der fortalt mange historier. Jeg er ikke ude på at forklejne disse mennesker, der uden tvivl har det svært. 

Der er ingen tvivl om at nødberedskabet holder møllen igang i forhold til akutte og kritisk syge patienter. Mange sygeplejersker passer deres arbejde og ingen akutte patienter lider således nogen nød. Det er ærgerligt for de mennesker der afvises og aflyses, men der er generel opbakning om strejken.

Men lad os nu få fokus på det væsenlige i denne spegede affære nemlig, at mange afdelinger er undtaget strejken fordi de ikke kan opretholde nødberedskab. Lad mig dvæle lidt ved dette – det skal lige synke ind… For det betyder jo, at antallet af hvide kitler i afdelingerne er færre end hvad der skal til, for at kunne pleje og behandle de syge ordenligt. Med andre ord: Uanset sygeplejerskernes gode intentioner, bliver patienterne på disse afdelinger ikke tilbudt en anstændig sygepleje strejke eller ej. Er det det vi vil som samfund?

Svaret er naturligvis ‘nej’. Strejken bliver således et opråb om tingenes tilstand, men det forekommer mig at det ikke høres. Fokus er på løn og svaret på, hvorfor vi skal have mere i løn, er ifølge diverse fagforeningspampere, at vi skal have ligeløn, både med det private og med mændene. Ikke et odiøst ønske. Vi fremstår dog som en flok forurettede søskendebørn, der skændes om hvem der skal have det største stykke kage. Men denne fremstilling af strejkens årsag er imidlertid kun en halv sandhed.

Årsagen til lønkampen er ikke udelukkende, at vi skal have del i velfærdskagen. Vi skal også have mere i løn for at kunne tiltrække nye til faget og fastholde de sygeplejersker, der er. Det er uanstændigt at sygeplejen i en velfærdsstat, hvor stort set alle lever som konger, ikke kan leve op til de krav vi stiller som samfund.

Det handler med andre ord ikke om, hvem der får det største stykke kage, men om hvad vi kan være bekendt at tilbyde de patienter, der indlægges på de danske sygehuse. Hvis vi vil leve op til den standart vi qua velfærdspakker og lignende vil have, så må der punges ud. Så mit råd er: Drop søskendekampen og få fokus på rekrutering og fastholdelse.

Tags: Fastholdelse, Konflikt, Rekrutering, Strejke, Sygepleje, Sygeplejerske