Sygeplejeskolerne rundt omkring i landet spytter nye sygeplejersker ud et par gange om året. Det bliver ikke til alle dem vi som samfund har besluttet at vi har brug for – men nogle unge og håbefulde bliver det da til. Og dem skal vi da passe på! Det er imidlertid kendt vidt omkring i skyllerummene at det er besværligt og irriterende med mange nyuddannede kolleger. Og vi har som erfarne sygeplejersker jo sjældent selv andel i skylden, hvis de nye ikke trives. Det er samfundets skyld!
Som erfaren sygeplejerske er det en del af jobbet at tage sig af de nye – få dem ordenligt introducerede til afdelingens speciale og til faget generelt. Vi vil jo gerne have kompetente kolleger og som profession sætter vi en ære i, at varetage sygeplejen ordenligt. Men hvad er så ordenlig og god sygepleje? Det afhænger i høj grad af hvem du spørger. Der er selvfølgelig klichéfyldte vendinger og temaer som enhver sygeplejerske med respekt for sig selv kan recitere – jeg nævner i flæng: Vi skal være nærværende, udvise tillid, yde omsorg, og min absolutte favorit: Se patienten som et helt menneske. Ingen kan være uenige. Men det fortæller jo intet om, hvad vi som sygeplejersker går og laver, eller hvad vi bør lave. I virkeligheden er god sygepleje ligeså forskellig som bækken og katheter og afhænger af, hvem der i situationen er sygeplejerske og hvem, der er patient.
Den nyuddannede kommer fra skolen og har en hel klar overbevisning om, hvad god sygepleje er. Hun har blandt meget gennemtævet de sygeplejeetiske retningslinier, diverse omsorgsteorier og kan sandsynligvis de latinske betegnelser for alle kroppens knogler. Alt sammen meget godt, men er de klar til at møde virkeligheden – ved de egentlig, hvad de er gået ind til?
Den nyuddannede kommer ud i en virkelighed præget af underbemanding, overbelægning, kolleger der stresser rundt, klokker der bimler i en uendelighed og ikke mindst en fasttømret skare af sygeplejersker. Men den virkelige fjende i dette spil – og nok også den største bremse for udøvelsen af god sygepleje – er den erfarne og tit lidt indebrændte sygeplejerske. Hun er faglig dygtig, men også ofte ganske uforstående overfor den udvikling sygeplejefaget har været igennem, og dermed også uvidende omkring hvilke kvalifikationer den nyuddannede kommer med.
Der bliver på denne bekostning ofte stillet krav som den nyuddannede ikke kan honorere – men hvem 
faen er det også, der går op i om hun kan lægge venflon og katheter? Det er jo noget en abe kan lære! Den virkelige kvalitet kan måles på refleksiv evne og evnen til overblik, for det er netop det, der er vilkårene for, at den gode sygepleje kan leve. Forkerte krav fører til opsigelser – eller endnu værre til usikre, utrygge og dermed inkompetente sindsygeplejersker.
Nu vil jeg jo nødig citeres for at mene, at den erfarne sygeplejerske ikke er dygtig og ordentlig, for det mener jeg bestemt de fleste er. Men det er nok på tide for mange at indse, at den nyuddannede bringer nye dimensioner til faget, der er nødvendige for at vi kan forblive en veldefineret profession. Vi har brug for deres viden, akkurat som de har brug for vores, og formår vi ikke at tage imod, skaber vi sindsygeplejersker, der dropper ud af faget i løbet af få år. Så mit råd er: Brug hovedet, lad aben føre nålen og giv plads til den gode sygepleje!
