Lad os vise hvad vi kan!

Videnssamfundet besluttede i år 2001, at tildele blandt andet sygeplejerskerne en akademisk titel. Vi blev professionsbachelorer. Men har vi egentlig tænkt over, hvilken betydning det får for os derude. De fleste sygeplejersker, er uddannet efter en anden bekendtgørelse, og er således ikke opdraget ind i den akademiske verden.

At kunne anvende disse var i høj kurs i 90'erne

Vi gamle – som vi ynder at kalde os – er opdraget ind i en sygeplejekultur, hvor praktisk kundskab sammen med kerneydelsen omsorg var de værdier, der blev vægtet højest indenfor sygeplejen. Med den nye akademiske titel følger imidlertid andre værdier, som vidensamfundet efterspørger og pålægger blandt andet sygeplejefaget at integrere i fagkulturen.

Tidligere var sygeplejerskers berøring med videnskaben, at vi var forpligtede til at være opdaterede indenfor den nyeste viden. Dette er ikke længere det vigtigste. Næ – nu skal vi selv generere viden, for det er netop viden, der for tiden er i høj kurs i verden. Denne omlægning af uddannelsen, har selvfølgelig krævet nytænkning, og nye tiltag har da også sneget sig ind på afdelingerne. Blandt andet er vi i løbet af de sidste par år blevet præsenteret for fænomenet ‘evidensbaseret sygepleje’.

Mange har stejlet og har fremført argumenter som: “Vi kommer længere og længere væk fra patienterne” eller “Hvad skal alle de teorier gøre godt for – vi ved jo godt hvordan man passer patienter”. Og det er jo egentlig heller ikke løgn. Jeg vil dog tillade mig at kalde det en kende indskrænket.

Anvendelsen af dette nye redskab blev indført i 2000

Smager man lidt på ordet evidens, vil man opdage at det smager som det lugter. Af videnskab. Og jeg kan ikke forestille mig en sygeplejerske, der ikke synes, vi som profession, skal have videnskabeligt belæg for de handlinger vi udfører i plejen. Det er jo netop uden videnskab, at sygeplejen som fag bliver grænseløs og udefinerbar. Lad os dog byde videnskaben og den nye titel velkommen indenfor og lad den hjælpe os med at definere, hvad det er, der er helt specielt ved sygepleje som fag – så specielt at vi ikke kan afgive det – så specielt at flere ønsker at blive sygeplejersker. Så mit råd er: Byd videnskaben velkommen, lær den, brug den og vis hvad I kan!

Hvornår er en ret en ret?

Det er en menneskeret at bestemme over eget liv – men kun til en vis grad. Vi har som sygeplejersker pligt til at handle efter patientens ønsker – til en vis grad. Der er i faget meget stiplede linier mellem patientens ret og sygeplejerskerns pligt. Lad os tage et eksempel.

Fru jensen har været sengeliggende i en uges tid pga en svær infektion. Det begynder dog, at gå bedre og en dag kommer sygeplejersken og siger, at hun skal ud af sengen. Det vil hun ikke. Hun er bange for, at det gør for ondt, og at hun ikke kan støtte på benene. Så hun siger nej. Det har hun i princippet ret til. Sygeplejersken har pligt til at følge fru Jensens beslutning - i princippet . Her er dog en ‘udvej’ for sygeplejersken. Det går i al sin enkelthed ud på, at sygeplejersken qua sin faglighed ved, hvad der er bedst for fru Jensen – nemlig at komme ud af sengen – og derfor har pligt til at overrule hendes selvbestemmelsesret og således hjælpe fru Jensen ud af sengen på trods. Sygeplejersken har pligt til at handle til patientens bedste, også når det strider mod patientens ønsker. Det er egentlig en smuk tanke, men da også tit en ubehagelig situation at stå i.

Nu er dette et meget banalt eksempel, men beskriver forholdet ret og pligt ganske godt. Det beskriver den gentagne overvejelse af skismaet mellem ret og pligt, som alle sygeplejersker dagligt må foretage. For vi kan jo ikke mærke hvor ondt det gør, eller hvor slappe benene er. Men vi ved at risikoen for bl.a. liggesår og  blodpropper stiger voldsomt ved immobilitet. Og således vil de fleste sygeplejersker nok vælge at presse Fru Jensen ud af sengen.

Med i overvejelserne må sygeplejersken også have i hvor høj grad Fru Jensen er i stand til at træffe et valg. Det bliver således straks mere vanskeligt, når vi som sygeplejersker vurdere denne evne som nedsat. Hvad gør vi så? Hvis en patient takker nej til en behandling eller plejeform, kan vi så som sygeplejersker (og selvfølgelig sammen med lægerne) tage det for gode varer? Hvornår har vi som system ret til at overrule patienternes autonomi?

Sundhedslóven giver os enkelte svar. Der står bland andet:

• § 20. En patient, der ikke selv kan give informeret samtykke, skal informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen, i det omfang patienten forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i det omfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.

Vi skal altså tillægge patientens ønsker betydning, hvis vi synes de er relevante! Men hvem er vi, der skal afgøre og bestemme om noget er relevant eller ej for en given person?

Loven søger at hjælpe os. Den giver 4 eksempler på relevante ønsker:

• § 23. Hvis en patient utvivlsomt har iværksat en sultestrejke og patienten er informeret om sultestrejkens helbredsmæssige konsekvenser, må en sundhedsperson ikke afbryde denne.

• § 24. En behandling, der indebærer transfusion af blod eller blodprodukter, må ikke indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke.

• § 25. En uafvendeligt døende patient kan afvise behandling, der kun kan udskyde dødens indtræden.

• § 26. Enhver, der er fyldt 18 år og ikke er under værgemål, der omfatter personlige forhold, herunder helbredsforhold, jf. værgemålslovens § 5, kan oprette et livstestamente. I livstestamentet kan den pågældende udtrykke sine ønsker med hensyn til behandling, hvis vedkommende måtte komme i en tilstand, hvor selvbestemmelsesretten ikke længere kan udøves af patienten selv.

Men hvor passer vores Fru Jensen ind i dette?. Det er ikke umiddelbart til at få øje på, men med vores faglige viden om såvel kroppens fysiske og psykiske sammenhæng, samt viden om etik, sociologi m.m. bør det være muligt for en fagligt velfunderet sygeplejerske at handle til patientens bedste, også når det er mere banalt end sultestrejke, død og blodtransfusioner. Så mit råd er:  Oprethold en høj faglighed, vær empatisk og hold fokus på patientens tarv!

Opfind din løn!

Vi er trætte, rastløse, udkørte, fortvivlede… ja listen fortsætter nærmest i det uendelige. Strejken er ved at sætte sine spor, også ‘indenfor murerne’. Det er ikke kun de voksende ventelister og arbejdet i nødberedskab der tærer. På syghusafdelingerne støder personalet dagligt på nye udfordringer forårsaget af strejken.

En forholdsvis lille ting er, at personalekantinerne er lukkede. De der pakker og leverer varer er nemlig strejkende FOA-medlemmer. Så der smøres madpakker som aldrig før. Det er dog ikke kun personalemad, der ikke leveres. Alle varer, der ikke vurderes som ‘akutte’ leveres ikke under strejken. Og det er en del.

Ting vi troede var uundværdlige i det daglige er nu en mangelvare. Det afføder en del irritation men deraf også kreativ tænkning. Der er efterhånden ekko i mange skabe og det kræver en del forsøg at finde den rette erstatning.

Dette er imidlertid et twist ved konflikten, der har vist sig at være spændende. Mangen dimsedut har set dagens lys rundt omkring på afdelingerne, og lur mig om ikke vi snart vil se patentansøgningerne fra de mest kreative.

Og her har regionerne da virkelig en enestående chance. Er der bare et par enkelte hits i opfinder-posen, så er regionerne sikret ophavsretten og dermed indtægterne. Vi kan få meget mere end arbejdsmarkedbidraget ud af strejken. Så mit råd er: Slip din indre Georg Gearløs fri og opfind din egen løn!

Selvfede sygeplejersker

Travlheden rundt om på afdelingerne er ikke til at komme uden om. Det er ikke kun strejken der viser sig – næ nej, det er efterhånden blevet en folkesygdom blandt sygeplejersker at have travlt. Ligeså snart man er kommet hjem fra den ene vagt, begynder frygten for den næste. Men hvad skyldes det monstro, at denne travlhedsstemning har bredt sig? og mere interessant: Hvad gør den ved os?

Som jeg tidlige har været inde på, er værdiforankringen i sygeplejen fundamental. Uden værdierne har vi som profession intet at byde på. Vores kerneydelse er omsorg – et begreb indeholdende fire af menneskets mest grundlæggende værdier: godgørenhed, ikke-skadevolden retfærdighed og autonomi. En sådan værdiforankring kræver høj grad af selvindsigt at efterleve, og det forkommer mig da også, at der i denne fortravlede tid opstår et gab imellem vores værdisæt og vores handlinger.

Det er interessant at se på, hvordan flere og flere højlydt prædiker god, værdifuld sygepleje med respekt for det enkelte menneske og 5 minutter senere ikke er blege for at fortælle, hvor doven og uduelig kollegerne er – enten i egen eller i anden afdeling. Der sker hurtigt en klikedannelse. Det bliver til os imod dem. Et fælles fjendebillede gror frem af frustrationer og indebrændthed, med en slagsang, der kunne lyde:”Vi er de eneste der tænker på patienterne, alle de andre gør det ikke godt nok osv”. Og ve den, der vover at kommentere. Det er jo travlhedens skyld!

Det er dog paradoksalt, at det er denne kamp om at være bedst til at efterleve professionens værdier, der er grunden til, at man netop ikke er god til det. Godgørenhed, autonomi m.m. er jo netop ikke ægte forankret i kliker. Det er derimod storhedsvanvid og arrogance, hvilket ikke avler ikke andet end selvfede og ikke særlige værdifulde sygeplejersker. Så mit råd er: Drop de selvfede skueværdier, og genfind sygeplejens grundlag!

Strejkens virkelige kerne

Ja, så er strejken ca. 14 dage gammel og er begyndt ligeså stille at trække tænder ud. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man ser overskrifterne i diverse medier. Èn kan ikke få fjernet sine galdesten og må gå rundt med smerter, en anden er utryg og bange for at falde tilbage i anorexiens vold, og sådan bliver der fortalt mange historier. Jeg er ikke ude på at forklejne disse mennesker, der uden tvivl har det svært. 

Der er ingen tvivl om at nødberedskabet holder møllen igang i forhold til akutte og kritisk syge patienter. Mange sygeplejersker passer deres arbejde og ingen akutte patienter lider således nogen nød. Det er ærgerligt for de mennesker der afvises og aflyses, men der er generel opbakning om strejken.

Men lad os nu få fokus på det væsenlige i denne spegede affære nemlig, at mange afdelinger er undtaget strejken fordi de ikke kan opretholde nødberedskab. Lad mig dvæle lidt ved dette – det skal lige synke ind… For det betyder jo, at antallet af hvide kitler i afdelingerne er færre end hvad der skal til, for at kunne pleje og behandle de syge ordenligt. Med andre ord: Uanset sygeplejerskernes gode intentioner, bliver patienterne på disse afdelinger ikke tilbudt en anstændig sygepleje strejke eller ej. Er det det vi vil som samfund?

Svaret er naturligvis ‘nej’. Strejken bliver således et opråb om tingenes tilstand, men det forekommer mig at det ikke høres. Fokus er på løn og svaret på, hvorfor vi skal have mere i løn, er ifølge diverse fagforeningspampere, at vi skal have ligeløn, både med det private og med mændene. Ikke et odiøst ønske. Vi fremstår dog som en flok forurettede søskendebørn, der skændes om hvem der skal have det største stykke kage. Men denne fremstilling af strejkens årsag er imidlertid kun en halv sandhed.

Årsagen til lønkampen er ikke udelukkende, at vi skal have del i velfærdskagen. Vi skal også have mere i løn for at kunne tiltrække nye til faget og fastholde de sygeplejersker, der er. Det er uanstændigt at sygeplejen i en velfærdsstat, hvor stort set alle lever som konger, ikke kan leve op til de krav vi stiller som samfund.

Det handler med andre ord ikke om, hvem der får det største stykke kage, men om hvad vi kan være bekendt at tilbyde de patienter, der indlægges på de danske sygehuse. Hvis vi vil leve op til den standart vi qua velfærdspakker og lignende vil have, så må der punges ud. Så mit råd er: Drop søskendekampen og få fokus på rekrutering og fastholdelse.

Strejk og kanøfl de svage!

Sikke værdsatte vi sygeplejersker er. Tænk engang hvilke reaktioner der er kommet på den kommende strejke. Det er uacceptabelt at de svageste rammes, siger ældresagen. Nu hænger det naturligvis sådan sammen at konflikten starter, fordi vi ønsker at kanøfle de svage! Bjarne Hastrup må vist hjem og læse på sygeplejekeuddannelsens studieordning. Vores kerneydelse er omsorg, og når en konflikt sætter ind, er pointen netop at fjerne denne ydelse.

Det er klart, at de ældre er langt den største gruppe der bliver ramt, da de er de største gruppe, der modtager ydelsen. Men det er nu engang ikke sygeplejerskerne (eller nogle af de andre konfliktere) der har opfundet strejkesystemet. Samfundet har besluttet, at det er den mulighed, der er for at kæmpe sit slag i dette land. Det er en helt anden diskussion om konflikten er relevant – om det overhovedet er rimeligt at forlange 15% lønstigning? Men hold nu for guds skyld tingene adskilt.

Reaktionerne på strejken er naturligvis så bastante, fordi den ydelse vi fjerner er relationel. Det ville nok have set anerledes ud, hvis vi var håndværkere, og befolkningen derfor ikke kunne få bygget carporte eller skruet en pære i. Men jeg må gentage mig selv nu: Det er ikke os, der har opfundet denne “arbejdsgang” i overenskomstforhandlingerne. Så mit råd er: Hold tingene adskilt og skæld ud på systemet, ikke på faggrupperne!

Sindsygeplejersker

Sygeplejeskolerne rundt omkring i landet spytter nye sygeplejersker ud et par gange om året. Det bliver ikke til alle dem vi som samfund har besluttet at vi har brug for – men nogle unge og håbefulde bliver det da til. Og dem skal vi da passe på! Det er imidlertid kendt vidt omkring i skyllerummene at det er besværligt og irriterende med mange nyuddannede kolleger. Og vi har som erfarne sygeplejersker jo sjældent selv andel i skylden, hvis de nye ikke trives. Det er samfundets skyld!

Som erfaren sygeplejerske er det en del af jobbet at tage sig af de nye – få dem ordenligt introducerede til afdelingens speciale og til faget generelt. Vi vil jo gerne have kompetente kolleger og som profession sætter vi en ære i, at varetage sygeplejen ordenligt. Men hvad er så ordenlig og god sygepleje? Det afhænger i høj grad af hvem du spørger. Der er selvfølgelig klichéfyldte vendinger og temaer som enhver sygeplejerske med respekt for sig selv kan recitere – jeg nævner i flæng: Vi skal være nærværende, udvise tillid, yde omsorg, og min absolutte favorit: Se patienten som et helt menneske. Ingen kan være uenige. Men det fortæller jo intet om, hvad vi som sygeplejersker går og laver, eller hvad vi bør lave. I virkeligheden er god sygepleje ligeså forskellig som bækken og katheter og afhænger af, hvem der i situationen er sygeplejerske og hvem, der er patient.

Den nyuddannede kommer fra skolen og har en hel klar overbevisning om, hvad god sygepleje er. Hun har blandt meget gennemtævet de sygeplejeetiske retningslinier, diverse omsorgsteorier og kan sandsynligvis de latinske betegnelser for alle kroppens knogler. Alt sammen meget godt, men er de klar til at møde virkeligheden – ved de egentlig, hvad de er gået ind til?

Den nyuddannede kommer ud i en virkelighed præget af underbemanding, overbelægning, kolleger der stresser rundt, klokker der bimler i en uendelighed og ikke mindst en fasttømret skare af sygeplejersker. Men den virkelige fjende i dette spil – og nok også den største bremse for udøvelsen af god sygepleje – er den erfarne og tit lidt indebrændte sygeplejerske. Hun er faglig dygtig, men også ofte ganske uforstående overfor den udvikling sygeplejefaget har været igennem, og dermed også uvidende omkring hvilke kvalifikationer den nyuddannede kommer med.

Der bliver på denne bekostning ofte stillet krav som den nyuddannede ikke kan honorere – men hvem faen er det også, der går op i om hun kan lægge venflon og katheter? Det er jo noget en abe kan lære! Den virkelige kvalitet kan måles på refleksiv evne og evnen til overblik, for det er netop det, der er vilkårene for, at den gode sygepleje kan leve. Forkerte krav fører til opsigelser – eller endnu værre til usikre, utrygge og dermed inkompetente sindsygeplejersker.

Nu vil jeg jo nødig citeres for at mene, at den erfarne sygeplejerske ikke er dygtig og ordentlig, for det mener jeg bestemt de fleste er. Men det er nok på tide for mange at indse, at den nyuddannede bringer nye dimensioner til faget, der er nødvendige for at vi kan forblive en veldefineret profession. Vi har brug for deres viden, akkurat som de har brug for vores, og formår vi ikke at tage imod, skaber vi sindsygeplejersker, der dropper ud af faget i løbet af få år. Så mit råd er: Brug hovedet, lad aben føre nålen og giv plads til den gode sygepleje!

Bryd ud af galvaniseringen!

Den moderne sygeplejerskes store fjende er underbemanding. Urealistiske personalenormeringer eller vacante stillinger er et stort monster for mange. Følgerne af at arbejde under disse forhold er fatale og det er kun de færreste, der på bedste hobbit-vis formår at holde sig fri af den fjendtlige overtagelse af sin fagperson.

Nye sygeplejersker kommer ud i en profession med mange idealer og visioner. Sygepleje som fag indeholder mange værdier, som gennem uddannelsen bundfældes og langsom integreres som en del af ens selv. Kerneydelsen er omsorg med alt hvad det indebærer. Sygeplejersker er nærværende, omsorgsfulde og tillidsvækkende mennesker med en grundlæggende tro på det gode og værdifulde. Det er det vi stræber efter.

Men ak. Vilkårene på sygehusene og i kommunerne lader meget tilbage at ønske set med disse briller. Underbemanding og minuttyrani kan tage selv de bedste intentioner fra folk. Konstant tidspres, stadig flere opgaver, følelse af at blive begrænset og kontrolleret sætter sit præg og sætter gang i en galvaniseringsproces. Langsomt og stødt begynder vi som sygeplejersker at mærke at vi ikke formår at efterleve egne og fagets værdier, og for at kunne holde det ud lægger vi lag på lag af galvanisering uden på os. Vi kommer længere og længere væk fra kerneydelsen – at varetage omsorgsfuld sygepleje af patienter og klienter – og fokuserer i højere grad på at efterleve de krav institutionerne stiller. Vi har fokus på effektivitet, cost-bennfit, prioritering og lignende, alt imens vores mave slår kolbøtter over undertrykkelsen af vores grundlæggende værdier.

Nu skal det ikke hedde sig, at jeg bare giver samfundet skylden, for jeg mener rent faktisk, at vi som profession har brug for lidt navlepilleri i denne sammenhæng. Men hvordan er det vi får pillet hul på galvaniseringen og får genfundet glæden ved faget? Kan det tænkes, at der er brug for en kollektiv opvågning og erkendelse af at sygepleje har bevæget sig længere fra patienterne, og at rammerne er helt anerledes end for bare 5 år siden? Er der nogen grund til krampagtigt at holde fast i, hvordan det var – eller er der mere fornuft i at se på hvordan det er, og hvor det bevæger sig hen?

Et kig på udviklingen i sygeplejeuddannelsen gennem bare de sidste 10 år, kan give et indblik i, hvilken slags sygeplejersker samfundet har valgt. Det er de refleksive, teoretisk velfunderede sygeplejersker der kommer ud fra sygeplejeskolerne i disse år, der er hobbitterne i faget idag. De kan det grundlæggende praktiske arbejde og har i langt højere grad lært noget om de sammenhænge de indgår i, såvel professionelt som samfundsmæssigt. De kender og accepterer vilkårene som en del af et dynamisk og moderne samfund og udøver sygepleje indenfor rammerne uden at komme i konflikt med deres værdier. Dem kan vi sgu lære noget af. Så mit råd er: Hold fast i værdierne, accepter rammerne og bryd ud af galvaniseringen!