Et slag for det langsomme

Alting går hurtigt. Der kommer flere og flere patienter og færre og færre personalemedlemmer. Flere krav om øget kvalitet og færre penge. Teknologi og viden er i højsædet, men en kollega på kursus betyder færre hænder til sygeplejen i afdelingen. Der er ikke tid til at stoppe op, se sig omkring og mærke efter, hvordan det står til med sygeplejen og med sygeplejerskerne.

Men jeg har fået nok. Jeg har lyst til at bevæge mig i slowmotion. Jeg har lyst til at se mennesket bag patienten, ikke blot observere for fejl og mangler. Jeg har lyst til at samtale med patienter og pårørende, ikke blot informere. Jeg har lyst til at fordybe mig i sygeplejen og i min faglige rolle som sygeplejerske. Jeg har lyst til at øve mig i at være langsom og til stede og ikke altid tænke på alt det, jeg skal om lidt. Men jeg har trange kår med mine lyster. For vi har ikke tid til det langsomme.

(For)løsningsmaskine

Men jeg har heldigvis fundet en udvej. Jeg har opdaget glæden ved sundhedsfaglig supervision og vejledning. Da jeg første gang satte mig i rundkredsen troede jeg næsten, jeg var til AA-møde. En efter en fortalte vi om, hvor svært det kan være at være sygeplejerske, mens supervisoren gelinde guidede os gennem forskellige perspektiver. Som ugerne gik, blev sammenholdet og tilliden i gruppen større, og i dag er vi nærmest en (for)løsningsmaskine. Ind med problemet i den ene ende og ud i den anden med nye forståelses- og handlemuligheder. Mellemregningen er forskellig fra historie til historie, men maskineriet kører på højtryk med refleksioner, nye perspektiver og anerkendelse. Alle burde gøre det, men jeg er klar over, at det kan være vanskeligt at komme til – at der findes andre tidsrøvere og prioriteter.

Når lederne skal prioritere hvilke udviklingstiltag, der giver mest nytte til flest mulige, ses det ofte ud fra et drifts-perspektiv, og det sker dagligt med den følge, at supervision til sygeplejerskerne nedprioriteres. Da supervision er en bevidst og nødvendigvis langsom proces uden garanterede og målbare resultater, kan man tænke, at andre, mere specialerelaterede kurser kan give et hurtigere og mere synligt resultat. Mere faglig viden, der nemt kan spredes i afdelingerne. Så hvordan får vi held med at argumentere overfor de drifts- og udviklingsorienterede ledere?

Kravet om faglig udvikling blev udvidet i den nye bekendtgørelse i 2001. Tidligere skulle en sygeplejerske være opdateret indenfor den nyeste viden, nu skal hun opnå kritisk og analytisk kompetence med henblik på at kunne vurdere, begrunde og udvikle eget professionelle virke. Der er markant større vægt på udviklingsperspektivet fra at være en forpligtelse til faglig fornyelse til at kunne forholde sig kritisk til og udvikle eget virke. Og heraf følger vel netop den identitet, man har som fagperson, og behovet for supervision træder derfor for mig at se tydeligt frem i denne bekendtgørelse.

Slowmotion-mesteren

Lad os bruge den forandring som argument for, at supervision er nødvendig. Der findes allerede på flere sygehuse tilbud om supervision eller sygeplejefaglig vejledning, og jeg vil opfordre alle til at bede om mere. Så mit råd er: Dyrk langsommeligheden, se mennesket, tal sammen og være til stede i det, I gør.

TAG JER I AGT!

Nu kommer den, tag benene på nakken, gå i dækning, luk døre og vinduer, tænd for radioen og afvent nærmere besked! Skynd jer ud at hamstre sprit, masker og tamiflu så er der en chance for at overleve!

Så mit råd er: Tag smilet på, drop hysteriet og pas jeres arbejde !!!

 

Føj for en svinegrisling!

Sig nærmer tiden…

…hvor mange sygeplejersker overvejer deres job. Kampen om jule- og nytårsvagterne er på sit højeste og spændingen er stor, når juleplanen udkommer. Tjenestetidsplanlæggeren gør klogest i at hænge juleplanen op umiddelbart inden hun har fri og derefter tage benene på nakken. Den fredelige arbejdsplads bliver med et forvandlet til en slagmark af beskyldninger, skuffelser og heldigvis også en enkelt tilfreds medarbejder eller to indimellem. Mest af alt minder det om en X-factoraudition med mange tabere og få vindere. Der er ingen tvivl om, at det er den plan på året der har størst betydning. Vi vil alle gerne være hjemme i familiens skød.

Og hvad tænkte vi da også på, da vi blev sygeplejersker? Hvad var det vi forestillede os? At INGEN bliver syge i julen – selvfølgelig - for vi vil alle holde fri. Det bliver her helt tydeligt at sygepleje ikke længere er et kald. Vores arbejde skal planlægges minutiøst og tilpasses mandes arbejdstider og de 2-3 børns institutioners åbningstider. Og det er da klart at vi gerne vil være der for vores familie. Der er ingen der kan passe vores børn bedre end os selv, og der er ingen der fortjener en jul væk fra familien.

Så hvad skal vi gøre? Jeg forestiller mig 3 simple regler:

1. Vi tager alle lige del i vagtbyrden og anerkender at fri i julen er vigtig for alle.
2. Vi melder os ikke syge for at slippe for en vagt.
3. Vi ærger os i stilhed, så vi ikke forpester hinandens juledage med brok.

Så mit råd er: Overhold disse regler, så skal det nok blive jul alligevel!

Den ultimative afslappende jul er vel det vi alle stræber efter...

Fejl og fæ

Seneste eksempel på utilsigtet hændelse med medicindosering

Flere gange i løbet af karrieren oplever vi at fejle på vores job. Ofte er det medicindoseringen, der er gal – men også iltmængde, proppede slanger m.m. er genstand for fejl. Det er pinligt at finde sig selv, som den der er skyld i fejlen og mangen gang er det sket, at det har været nemmest at krybe i musehullet og skjule sig uden at stå ved det.”Det er bare et par panodiler” eller “Nu har jeg jo skruet op for ilten igen” kan vi sige til os selv, og således ignorere patientens ret til at vide, hvad der sker med hans behandling. Samtidig er det en løgn, vi bilder os ind for at kunne holde os selv ud.

En anden mangelfuldhed vi gerne skjuler for vores omverden er vores indimellem manglende viden. Kan vi se os fri for at have informeret om noget vi i virkeligheden ikke burde, eller at have sagt noget til en patient vi var usikre på. Hvor vi nok burde have erkendt åbenlyst at vi ikke vidste det? Det opleves af nogle sygeplejersker som pinligt ikke at vide alt. Hvis en lunge syg patient spørger om en nedgroet negl, hvorfor er det så, vi synes vi skal vide noget om det?

Vi må mande os op og stå ved vores fejl. Vi må leve med ikke at være perfekte ikke at kunne leve op til det rosenrøde billede vi hver især har malet af os selv som sygeplejerske: Den søde, alvidende, omsorgsfulde, rummelige sygeplejerske, der altid er på rette sted til rette tid. Nej – det er vi sjældent. Vi er også uvidende, angstprægede, egoister, der indimellem kommer for sent eller slet ikke er der. Og det er vi sammen med resten af den danske befolkning. Det er altså ikke noget at være flove over. Tværtimod.

Et af de første eksempler på fejlinformation

Qua vores job er det dog nødvendigt at vi indimellem skærper os lidt og til det findes systemet til indberetning af de utilsigtede hændelser. Her kan vi svælge i vores fejl på en måde så vi bilder os ind, at vi kan lære af dem. Det kan vi måske også – til dels. Jeg vil dog vove den påstand, at det kræver mere end analyse lavet af en eksklusiv udvalgt gruppe. Det kræver i særdeleshed også en vilje til at se sig selv i øjnene, som en der kan fejle og indse, at det at fejle med medicinen ikke er det samme som at fejle som menneske. Så mit råd er: Stå ved jer selv – i er gode nok som i er – og erkend fejlene!

Prætraumatisk stress eller flokløft?

Prætraumatisk takykardi.

Morgen efter morgen befinder mange af os sygeplejersker sig i en tilstand, hvor vi næsten på forhånd giver op overfor dagens arbejdsopgaver. “To do”-listen synes uendelig, og vi begynder at hyperventilere bare ved tanken om dagens tilsyneladende endeløse række af opgaver – og dertil kommer tanken om alle de opgaver vi ikke kan forudsige vil komme. Magtesløsheden overfor opgaverne kombineret med følelsen af, at man burde da også kunne nå lidt mere end man kan, sætter os ud af spillet allerede inden dagen er begyndt. Prætraumatisk stress er den tilstand hvor: 

“man stadig tænker nogenlunde rationelt, men på en forvirret måde uden at kunne finde hoved og hale i det hele, og man begynder at miste evnen til at kunne prioritere og afveje forskellige opgaver og deadlines.”

Det er begyndelsen på udbrændtheden. Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal forvente så meget af os selv, at vi mister evnen til at prioritere opgaverne ordenligt? Vi føjer den ene opgave efter den anden til vores liste, fordi vi synes, vi bør lave lidt mere – vi synes, det er bedst, det er os selv, der gør det hele. Og vi undskylder overfor os selv og omverdenen med, at det er for patientens bedste. Og det er vel ment af vores søde sygeplejerskehjerter, men hvis det betyder at patienten ikke får en opmærksom og skarp sygeplejerske – er det så for hans bedste?

En af vores fornemmeste opgaver som sygeplejersker er, at kunne finde tid til hver enkelt patient og i disse relationer formå at skabe tryghed og tillid. Vi skal ved hver enkelt kontakt skabe en tidslomme, hvor vi får vores sparsomme minutter strukket så langt som muligt. Vi skal sikre os, at patienten får den opmærksomhed og tilstedeværelse han har krav på. Det nytter ikke at vi bruger minutterne på at planlægge, det vi skal bagefter.

Bør opsættes på alle sengestuer og ved alle skriveborde på de danske hospitaler.

Vi må altså stramme op! Vi kan vælge den passive vej og lade os styre videre af vores prætraumatiske tankekaos med den risiko til følge, at vi efter få år bliver bitre, indebrændte, galvaniserede sygeplejersker. Vi kan også stoppe op og hver især beslutte os for, at vi selv vil være herre over hvordan vi vil være til stede, og hvordan vi vil prioritere vores tid med patienterne. Vi må se i øjnene at vi ikke er over-mennesker, men heldigvis helt almindelige, og minde os selv på, at de kolleger, der møder ind i næste vagt, er fuldt ud lige så gode til at varetage de opgaver, vi ikke nåede. Vi skal med andre ord lade være med at tro, at vi selv skal lave det hele. Så mit råd er: Stress ned, hver tilstede i nuet og husk på, at vi er flere om opgaven!

r(i)p. kærlig pleje

Der ordineres ofte kærlig pleje til uhelbredeligt syge og døende patienter. Men hvad dækker begrebet egentlig over? Er det ikke sundhedssystemets måde at sige, at nu ved vi ikke længere, hvad vi skal gøre. Nu er det sygeplejerskernes opgave at trøste. Og det er jo i og for sig heller ikke nogen dårlig ide, men dog noget mangelfuld situationen taget i betragtning.

Der er de sidste 10 år kommet mere og mere fokus på palliation. Der er forsket og dokumenteret meget inden for området. Med veldokumenteret viden om dødsprocessen, smertelindring, den eksistensielle samtale og meget andet, virker det en smule paradoksalt at et velfungerende sundhedsvæsen i deres journaler ordinerer kærlig pleje. Hvad med at ordinere hyggeligt samvær til de ensomme og suicidale? eller omgående omsorg til hjemløse og misbrugere? Og hvad skal der ordineres til den hjemløse, døende, suicidale misbruger?

Omsorg som ydelse ligger indbygget i sygeplejerskens funktion og dækker umiddelbart begrebet kærlig pleje, og vi bør derfor overveje om det i virkeligheden ikke er palliativ omsorg der skal ordineres når behandling ikke længere er muligt. Hospice forum definerer:

“Palliativ omsorg (care) er den totale aktive omsorg for patienter, hvis sygdom ikke responderer på kurativ behandling. Kontrol af smerter og andre symptomer og lindring af psykologiske, sociale og åndelige problemer er i højsædet. Målet med den palliative omsorg er opnåelse af den størst mulige livskvalitet for patienten og dennes familie.”

Håndtering af sorg og tab hos døende og deres pårørende er blevet et tværfagligt specialistområde, som vi alle bør lære mere om. Grundlæggende sygepleje og morfin i refrakte doser kan ikke gøre det længere. Vi må hente specialistviden ind i afdelingerne, så patieneter og pårørende også i døden får den bedst mulige behandling. Så mit råd er: Ind med specialisterne og ud med de mangelfulde ordinationer!

Post-strejke-tanker

Det synlige bevis på samfundets anerkendelse er penge. Men det sygeplejersker i virkeligheden efterspørger er anerkendelsen. Ikke ros og klap på skulderen, men dybtfølt anerkendelse af, at vi er værdifulde for samfundet og den enkelte patient. Den form for anerkendelse er et almenmenneskeligt behov. Alle mennesker på denne jord higer efter at blive anerkendt – at blive mødt som værdifulde mennesker med lige ret til verdensanskuelser, holdninger osv. Det vi som sygeplejeprofession søger er altså en anerkendelse – ikke af det vi kan, men af det vi er.

Tidligere var der status i at være sygeplejerske. Vi har alle hørt historier om hvordan afdelingssygeplejersken regerede på en given afdeling, og hvorledes alle omkring hende nærmest stod ret. Det var et prestigefyldt erhverv. Efterhånden har faget dog mistet sin status, vi er blevet degrederet i samfundsordenen. Vi er fuldstændigt usynlige og uklare i vores fremtræden udadtil – at være sygeplejerske idag er nærmest en husmoders bibeskæftigelse. Og her kommer så min anke mod os selv ind. Hvordan kan vi forestille os at vi kan få ligeløn når de signaler vi udsender er, at vores sygeplejehverv kommer i anden række?

Man kan fremføre at strejke ikke ligefrem fordrer anerkendelse, da det kan ses som underkendelse af de mennesker vi omgiver os med i vores arbejde. Anerkendelse handler om at møde mennesker hvor de er, og søge at forstå deres motiver og perspektiver. Det kræver ikke enighed, men blot en ægte interesse i det andet menneske.

Hvad er en sygeplejerske egentlig?

Det er netop denne ikke-enighed, der medfører, at vi som sygeplejersker har mulighed for at definere os selv som profession. Ved både at tale om hvad vi ikke kan og om hvad vi er rigtig gode til, får vi sat rammerne for, hvad en moderne sygeplejerske står for. Vi får vist omverdenen hvem vi er, og den får således forhåbentlig øjnene op for hvilke fantastiske, omsorgsfulde selvstændige mennesker vi er. Dernæst kommer der nok lidt mere anerkendelse vores vej. Så mit råd er: Råb op om hvem i er og definer sygeplejen for samfundet!

Hysteri, håndhygiejne og hellige køer

“Hysteri er en tilstand, i hvilken psykologiske konflikter giver sig udslag i fysiske symptomer som lammelser, kramper, opkastninger, blindhed og hukommelsesforstyrrelser.”

Citatet er fra Den Danske Netordbog og beskriver på bedste vis en tilstand langt værre en den frygtede muterede H1n1 virus kan afstedkomme. Det er som om Danmark tillige med resten af den vestlige verden dyrker frygten for svineinflenzaen og på den måde skaber hysteriske tilstande på skoler, arbejdspladser og adskillige steder i det offentlige rum. Plancher om influenzasymptomer  pynter facaderne og vores surt betalte licenspenge bruges på spots om korrekt håndhygiejne.

Den vestlige verden bruger oceaner af penge på Tamiflu, vacciner, masker, håndsprit og lignende på trods af at vi qua vores levestandard ikke vil svækkes synderligt af H1n1 hvis vi smittes. Det efterlader vores medmennesker i den fattigere del af verden med et udtømt marked og ublu priser. De fattige lande rammes hårdere af en influenzaepidemi pga dårlig levestandard – epidemien vil spredes hurtigere og være skyld i flere dødsfald. Her hjælper ingen hellige køer!

Vi i den berigede del af verden må tage os sammen og indse at en eventuel H1n1 epidemi ikke vil være værre en andre kendte influenza epidemier som dukker op med års mellemrum. Og os fra sundhedsvæsnet bør gå forrest i at sprede dette budskab. Så mit råd er: Læs på lektien og drop hysteriet!

Sundhedsminister og klamme toiletter

Sundhedsdebatten har i nu et par år med jævne mellemrum  haft et fokus på rengøring på sygehusene. Diverse tv-programmer og avisartikler har taget sagen op, og har formået at sætte den dårlige rengøring på de danske sygehuse på flere politikeres dagsorden – senest i foråret hvor et par håndfulde patienter efter sigende døde blandt andet pga. mangelfuld rengøring. Det er således ikke et sprit nyt tema der er på dagsordenen, og det kan derfor undre at der endnu ikke er truffet overordnede politiske foranstaltninger i forhold til at komme dette ikke uvæsentlige problem til livs.

MRSA – klamt og smertefuldt

En uafhængig engelsk rapport fastslog allerede i 2005, at patienter får færre følgesygdomme  under indlæggelse når der er gjort ordenligt rent, og at antallet af liggedage dermed reduceres. Den viste blandt andet at en sammenhæng mellem en stigning i forekomsten af multiresistente bakterier (MRSA) og øget udlicitering af rengøringen på sygehusene. Rapporten slår altså fast at 1) udliciterede billige rengøringsløsninger ikke opretholder samme standart som interne lidt dyrere løsninger og 2) samlet set er det billigere med ordentlig intern rengøring, da antallet af liggedage mindskes.

Så står jeg , Sygeplejerske, altså her 4 år senere og måber og spørger mig selv om det svært at indse det åbenlyse? Sundhedsministeren har ny vision for sundheden og ønsker at sætte kvalitetsmål for sygehusene så patienterne kan se hvor de får den bedste behandling. Han ønsker øget fokus på sundhedsfremme og forebyggelse og beskriver spalte op og spalte ned hvordan 5% af befolkningen tegner sig for ca. halvdelen af det samlede sygehusbudget – dette være sig rygerne, de overvægtige og andre med livsstilssygdomme. Det er udmærket at tænke på forebyggelse, men et bedre sted at begynde er på egen banehalvdel. Det er ikke bare klamt med den manglende rengøring det er også sundhedsskadeligt!

Beskidt toilet på sygehusbadeværelse

Der bør bruges flere penge på rengøringen i stedet for at skære ned – det betaler sig i den sidste ende, og det kan spare Hr. og Fru Jensen for den ubehagelige oplevelse at få komplikationer og ekstra liggedage ved indlæggelse. Så mit råd er: Lyt til den brede offentlighed, til den engelske rapport og overvej om I selv har lyst til at besøge dette badeværelse nogensinde.

Lad os vise hvad vi kan!

Videnssamfundet besluttede i år 2001, at tildele blandt andet sygeplejerskerne en akademisk titel. Vi blev professionsbachelorer. Men har vi egentlig tænkt over, hvilken betydning det får for os derude. De fleste sygeplejersker, er uddannet efter en anden bekendtgørelse, og er således ikke opdraget ind i den akademiske verden.

Vi gamle – som vi ynder at kalde os – er opdraget ind i en sygeplejekultur, hvor praktisk kundskab sammen med kerneydelsen omsorg var de værdier, der blev vægtet højest indenfor sygeplejen. Med den nye akademiske titel følger imidlertid andre værdier, som vidensamfundet efterspørger og pålægger blandt andet sygeplejefaget at integrere i fagkulturen.

Tidligere var sygeplejerskers berøring med videnskaben, at vi var forpligtede til at være opdaterede indenfor den nyeste viden. Dette er ikke længere det vigtigste. Næ – nu skal vi selv generere viden, for det er netop viden, der for tiden er i høj kurs i verden. Denne omlægning af uddannelsen, har selvfølgelig krævet nytænkning, og nye tiltag har da også sneget sig ind på afdelingerne. Blandt andet er vi i løbet af de sidste par år blevet præsenteret for fænomenet ‘evidensbaseret sygepleje’.

Mange har stejlet og har fremført argumenter som: “Vi kommer længere og længere væk fra patienterne” eller “Hvad skal alle de teorier gøre godt for – vi ved jo godt hvordan man passer patienter”. Og det er jo egentlig heller ikke løgn. Jeg vil dog tillade mig at kalde det en kende indskrænket.

Anvendelsen af dette nye redskab blev indført i 2001

Smager man lidt på ordet evidens, vil man opdage at det smager som det lugter. Af videnskab. Og jeg kan ikke forestille mig en sygeplejerske, der ikke synes, vi som profession, skal have videnskabeligt belæg for de handlinger vi udfører i plejen. Det er jo netop uden videnskab, at sygeplejen som fag bliver grænseløs og udefinerbar. Lad os dog byde videnskaben og den nye titel velkommen indenfor og lad den hjælpe os med at definere, hvad det er, der er helt specielt ved sygepleje som fag – så specielt at vi ikke kan afgive det – så specielt at flere ønsker at blive sygeplejersker. Så mit råd er: Byd videnskaben velkommen, lær den, brug den og vis hvad I kan!